Farvel og tak til mit elskede Teater Play

1. oktober 2025:

Efter 21 år siger jeg farvel til mit livsværk, Teater Play. Her deler jeg min personlige afskedstale – om drømmen, historien, glæden, udfordringerne og hvorfor tiden nu er inde til forandring.

Et uvirkeligt farvel

I efteråret 2025 forlod jeg mit foreløbige livsværk, Teater Play, efter 21 år ved roret.

Hvis jeg skal vælge ét ord, der beskriver afslutningen på en æra, så er det 'uvirkeligt'. Forleden gik jeg rundt alene på teatret og samlede de få ting, jeg skulle have med herfra. Jeg så også på alle de ting, jeg ikke skulle have med, men som jeg alligevel har oplevet historien sammen med. Hver eneste lille dims, fyrfadsholder, bog, reol, billede, køleskab, stol, bord, sofa, bagtæppe, publikumspodie og scenelampe har jeg en historie med.

For jeg har været her altid. Og det kan godt føles uvirkeligt – hvor virkeligt det end er.

Opstarten – idéen bliver til virkelighed

Tilbage i 2002 – for 23 år siden – fik min kollega Mette og jeg den ’strålende’ idé at åbne et nyt teater. Vi var begge nyudklækkede skuespillere (fra 1998) og havde i nogle år lejet os ind på forskellige københavnske scener og produceret forestillinger selv. Men nu ville vi have vores helt egen scene.

I to år forberedte vi åbningen af den nye teaterscene i København. Vi fandt et forladt advokatkontor på Njalsgade på Islands Brygge, og huslejen var lige præcis overskuelig – hvis vi altså også åbnede en teaterskoleafdeling og underviste børn, unge og voksne på aftenhold ved siden af. Så det gjorde vi.

Undervisningsafdelingen åbnede først, og hurtigt fik vi en masse elever. Der var dermed en form for fast indtægt, mens vi lejede os ind andre steder og underviste, sideløbende med planlægningen af det stationære teater.

Bygget op med hænderne

I sommeren 2004 overtog vi lokalerne i Njalsgade 21F. Vi tog begge et banklån for at få udbetalingen dækket. Og så var det bare at krydse fingre, spænde hjelmen og håbe på, at konceptet kunne bære, og at vi ville få publikum nok til at betale huslejen.

Jeg har ofte beskrevet, hvordan vi selv byggede teatret op. Det kan lyde som en Monty Python’sk-overdrivelse, men det er altså sandt: vi havde et koben, en fukssvans og en håndskruetrækker – og resten var op til vores Storm P.-fantasi og “nød lærer nøgen kvinde at spinde”-energi.

Begge dele var der heldigvis masser af, og d. 27. august 2004 slog vi dørene op til et brag af en åbningsaften med bl.a. Christian Fuhlendorff, Sebastian Dorset og Camille Jones – samt en masse kendte gæster og den samlede danske verdenspresse.

Vi var som humlebien, der ikke havde hørt, at den ikke kunne flyve – og derfor gjorde det alligevel. Vi var i Go’morgen Danmark og blev interviewet af Michael Meyerheim, der sammenlignede os med Marlene Schwartz og Lone Hertz (sidstnævnte var faktisk til vores åbningsaften). Alt for Damerne havde en kæmpe baggrundsartikel om os, Politiken havde et stort indlæg om vores åbning, og sladderbladene, tv-stationerne og radioen var med os. Sikke en åbning!

Visionen om en kombi-scene

Vores hovedidé helt fra starten var at skabe en teaterscene, hvor der var plads til den store talentmasse, der svæver rundt mellem amatør/nyuddannet og top-professionel. En såkaldt “semiprofessionel” teaterscene – gerne med andre slags shows sideløbende, som f.eks. stand-up og musik.

Idéen ringede godt hos os begge. Min daværende kollega kom oprindeligt fra teatergruppen Elverfolket i Holbæk, hvor få professionelle lavede kæmpestore forestillinger i kombination med en stor gruppe talentfulde elever. Jeg selv havde baggrund i Tårnby Teater, der godt nok var baseret på frivillighed, men som bestod af utroligt dygtige teatermennesker, der havde uddannet sig selv gennem utallige kurser og produktioner under professionelle instruktører, igennem mange år.

Jeg havde også set det såkaldte ’semi-professionelle’ teater-segment fungere helt vildt godt i både London og New York, og kunne ikke forstå hvorfor man ikke havde den kombination i højere grad i Danmark. Her i landet er der nogle enkelte store sommerspil som gør det, men det er altid noget med én stor udendørsforestilling om året, og så ikke noget de øvrige 11 måneder. Og her i København eksisterer den kombination slet ikke.

Det er i det hele taget skarpt opdelt i teaterbranchen – dem der er uddannede på de statslige skoler og som spiller på de store københavnske scener og i film og tv, og så en masse såkaldte ’amatører’…. Men sådan har jeg aldrig set det, og jeg synes også det er snobbet og uoplyst at dele skuespillere sådan op. For hvorfor skal alt have noget med penge at gøre? Og hvad med den store midtergruppe af folk der er ’på vej’? De nyuddannede som måske har uddannelsen, men ikke erfaringen endnu? Og de garvede ’amatører’ som aldrig fik søgt ind på skolerne, men som har spillet teater i hele deres liv?

Jeg har set mange teaterproduktioner med såkaldte ’amatører’, som sparkede en gedigen røv, og som efterlod mig både grædende, grinende og rørt og fuld af imponade. Og jeg har set lige så mange såkaldte ’professionelle’ forestillinger, som efterlod mig følelsesmæssigt knastør, ligeglad og gabende.

Det har fra starten af Teater Plays historie været min plan, at drive en scene hvor der var plads til kombinationen: nemlig nogle dygtige skuespillere/instruktører/scenefolk, som – både med eller uden uddannelse - lavede professionelle teaterproduktioner for det budget der nu var muligt. Og så dækkede vi selv resten ind med håndkraft og hjerteblod.

Drømmen og virkeligheden

For mig handlede det aldrig om penge, men om talent, vilje og kærlighed til scenekunsten.

Visionen lykkedes i høj grad de første 10 år: Vi sprøjtede teaterforestillinger ud, og de var velbesøgte og vel-anmeldte, også af den såkaldte kultur-elite-presse. Og da jeg selv er uddannet på en privat teaterskole, og hele min karriere har svævet imellem at være blåstemplet af branchen eller ej, var det en stor cadeau, at mit arbejde blev flot anmeldt.

Men jeg måtte også indse, at gabet mellem de to yderpoler i den danske teaterverden var for langt fra hinanden, og det blev til sidst for hårdt at insistere på at udbrede påstanden om, at man godt kunne lave professionel scenekunst for et meget lille budget, og med egne hænder. Fonde, forbund og folk generelt blev forvirrede over at vi både havde uddannede skuespillere på scenen, og så et par håndplukkede talenter som ikke var uddannede, i samme produktion. Det danske teaterlandskab var ikke klar til det, og til sidst måtte vi dele det helt op, så de professionelle forestillinger og elevforestillinger var to helt forskellige ting. Sådan har det været lige siden.

Men vi udklækkede faktisk en betydelig mængde talenter, som senere er blevet store spillere i underholdsningbranchen.

Teater og comedy – vægtskålen tipper

Teater Play var oprindeligt et teaterhus. I årene 2004 til 2014 havde vi store teaterproduktioner sideløbende med comedyshows. Men langsomt tippede vægtskålen.

Stand-up voksede i hele landet. Da først Christian Fuhlendorff og senere Frank Hvam, Michael Wulff og hele slænget fra Mandrillen havde fundet os, tog comedyafdelingen fart. Vores intime scene gav publikum en helt særlig oplevelse, og alle shows blev hurtigt udsolgt.

Samtidigt blev sværere og sværere at producere teaterforestillinger, fra bunden, og uden økonomi. Vi gjorde det nu alligevel, og fik lavet nogle produktioner som den dag i dag stadig står som nogle af de største succeser i teatrets historie:

’Str. 42’, ’Stodder’, ’Giro 413’, ’Bare det var mig – om Preben Uglebjerg’, ’Superwoman’, og flere store gæstespil som ’Bare én gang til – om Preben Kaas (med Rasmus Krogsgaard og Mickey Pless)’, ’En Blå Engel – om Marlene Dietrich (med Susanne Breuning)’, samt 5 sæsoner med ’Amager Revyen’.

Og også de senere store egenproduktioner: ’Godnat, Mor’, ’Uforberedt’, ’Effekten’ og ’Alle de Gode Ting’ m.fl. og så selvfølgelig senest vores 20 års jubilæumsforestilling ’MÅST the show go on?!’ i 2024.

(Oversigt over alle forestillingerne kan du se her: https://www.teaterplay.dk/info/teater/ )

Dråben

De sidste 10-11 år har det været utroligt hårdt arbejde at få gennemført vores egne teaterproduktioner. Vi løb ind i en længerevarende teater-tørke, hvor ingen af os orkede, eller havde tid til, at sætte teatergryden i kog. Der var simpelthen for travlt med administrationen og den daglige ledelse af det voksende teaterhus.

Vores seneste produktion; jubilæumsforestillingen ’MÅST the show go on?!’ var dog en fin publikumssucces, og det var også en skøn produktion rent scenisk, fordi Christina og jeg fik lov at gøre det vi kan, nemlig skrive, og så henholdsvis spille og instruere, og det kom der en meget skøn forestilling ud af. Jeg er glad for at vi fik sat et flot punktum for egenproduktioner, i hvert fald med mig ved roret.

For den forestilling trak også de sidste teater-tænder ud, for mit vedkommende. Vi havde arbejdet med optakten til den forestilling i næsten to år, og Christina og en dygtig fundraiser havde søgt en masse fonde, store som små, og også de helt store statslige. Det var en virkelig fænomenal ansøgning. Og der kom ingen penge ind. Ingen.

Vi gennemførte forestillingen alligevel, for det var jo vores 20 års jubilæum som teaterscene!

Men det blev dråben for mig. Hvis det skulle være SÅ svært at få opbakning fra lokaludvalgene og de fonde der normalt giver til nyskrevne egenproduktioner, så synes jeg det var FOR meget op ad bakke. Jeg måtte indse at min nærmest krampagtige holden-fast i at Teater Play var primært et TEATER, var forgæves.

Så jeg synes, at Teater Play trænger til nye øjne. Stedet har helt organisk fået sit eget liv og haft sin egen udvikling, og ER nu en kæmpestor, velbesøgt og betydningsfuld COMEDYscene, og Teaterskolen Amager er en kæmpestor, populær og betydningsfuld TEATERSKOLE. Nærmest alle comedyshows er udsolgt, og alle skuespil- og comedyhold er fyldte.

Comedyen har overtaget, og undervisningsafdelingen har overtaget. Det er sket organisk, og det er fint og rigtigt. Men Teater Play er ikke mere et Teater. Og derfor tager jeg min afsked.

Et vemodigt farvel - med håb i sigte

Det er med både glæde og vemodighed at jeg forlader mit hjertebarn. Det kan flyve selv nu, og det flyver i en anden retning end jeg havde tiltænkt. Det er ikke mere et hus der kan rumme teaterproduktioner i den grad jeg ønsker, og derfor skal jeg ud og lave de teaterproduktioner andetsteds.

Det ER uvirkeligt at jeg nu er stoppet med at drive det sted, som jeg har lagt 21 års benhårdt arbejde og al min kærlighed i. Men det ER meget virkeligt.

Og det er godt! Det godt for mig, og det er godt for Teater Play, og det er godt for Christina. Det er sådan det skal være.

Det er alle årene på bagen der har bragt Teater Play hertil, og det er Christinas og min samlede fortjeneste at det er vokset så meget, som det er. Jeg har altid sagt at man kan alt med knofedt, hjerteblod og jernvilje, og jeg vil mene, at Teater Play er beviset.

Jeg overlader trygt den fremtidige udvikling til hende, som har været min elskede makker gennem de sidste 13 år. Vi plejer at kalde os Partners in Business, men vi er også blevet livskammerater, og Teater Play er jo på en måde vores fælles barn. Jeg vil glæde mig til at se hvor det udvikler sig hen, og jeg er sikker på at Christina bliver en stolt kaptajn for det gode skib Play, for det har hun både næse og nosser til, og dét er meget, meget virkeligt!

En kæmpe tak

Tak til alle jer, der har optrådt, besøgt os som publikum, været ansat, doneret, hjulpet til – eller på anden måde bidraget til, at Teater Play er nået hertil.

Det havde ikke været muligt uden jeres opbakning. Og det vil jeg for evigt være taknemlig for.

TAK.

- Mille Berg

Teaterleder for Teater Play 2004–2025
Nu skuespiller på fuld tid: 👉 www.milleberg.com